Succession

Thomas Hanzon kom til den svenske nationalscene Dramaten som skuespiller i 1989. Der mødte Thomas snart skuespilleringen Lena Endre, og Edvin blev nærmest født på Dramaten. Under forestillingerne skiftedes Lena og Thomas til at være sammen med Edvin i kulissen. I sin opvækst var Edvin ofte med sine forældre på arbejde og er vokset op på teatre og film indspilninger.

Edvin har portrætteret Matti Nykänen, Dag Hammarskjöld, Spotify-grundlæggeren Daniel Ek og vikinger. Viden, kvalitet og sans for håndværk går i arv fra en generation til en anden.

Vi fotograferede Thomas og Edvin sammen på fælles historisk grund, Dramaten og Teatergrillen i Stockholm.

Hvordan tror du, at dine professionelle erfaringer har påvirket Edvin, og på hvilken måde?

Thomas:

Edvin har været med til utallige teaterprøver, filmoptagelser og turnéer i løbet af sin barndom. Både med mig og hans mor, Lena. Han fik allerede i en ung alder et ret uromantisk indblik i skuespilfaget. Hvor meget arbejde der kræves, hvor svært det nogle gange kan være, præstationsangst, pres, nervøsitet, alt det der. Men han fik også at se, hvor utroligt sjovt det er, når alt går godt.

Hvornår kunne du mærke, at det var skuespiller, du skulle være?

Edvin:

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg elsket at spille teater. Men i mine tidlige teenageår, måske omkring 13-14 år, kunne jeg mærke, at skuespil kunne blive min fremtidige profession. Nu nyder jeg at kombinere mit skuespil med at skrive til både film og tv.

Hvordan var det at være både skuespiller og forælder?

Thomas:

Teatret er åbent, når de fleste andre har fri. Så en del af mig har dårlig samvittighed over, at jeg var meget væk, nogle gange både om dagen og aftenen. Men vi havde også mange sommerferier sammen, som var længere end normalt. Og nogle gange også friperioder mellem produktioner midt i skoleåret. At være skuespiller er ikke 8 til 16. Og jeg har altid tænkt, at hvis man har forældre, som er passionerede og glade for deres fag, så har det en positiv indvirkning.

Hvordan har du det med Dramaten i dag?

Edvin:

Jeg elsker Dramaten. Det føles, som om jeg har tilbragt en stor del af min barndom her. Men at have Dramaten som arbejdsplads? Jeg ved det ikke. Det er skræmmende at møde op på den samme arbejdsplads hele tiden. Måske en dag i fremtiden.

Taler I meget om jeres arbejde, når I mødes?

Thomas:
Vi taler nogle gange om jobbet, men det er ikke noget, vi er besat af. Selvfølgelig diskuterer vi nogle gange roller, scener eller skuespil helt generelt, især hvis vi støder på noget, vi begge synes er interessant. Det er rart at kunne dele denne passion, men endnu vigtigere er det, at vi har en relation uden for arbejdet.

Edvin:
Absolut, det sker. Især når vi begge har travlt med forskellige projekter. Men vi prøver ikke at blive for opslugte af det. Nogle gange har man bare lyst til at hænge ud og tale om alt muligt andet end arbejde. Men det føles godt at kunne tale med nogen, der har erfaringer, som er meget sammenlignelige.

Hvad er jeres forhold til tøj og stil?

Thomas: Når jeg spiller en rolle, er tøjet vigtigt for at forstå og leve sig ind i karakteren, men privat handler det mere om at være mig selv. Stil er mere end bare overfladen, det er noget, der kommer indefra.

Edvin: For mig har tøj altid spillet en stor rolle. Jeg har altid været interesseret i mode, og hvordan den kan komme til udtryk både i mit privatliv og i mit arbejde. I film spiller tøjet en stor rolle for, hvordan karaktererne bliver modtaget af publikum, og det er en forlængelse af karakteren. Jeg prøver ofte at tænke over, hvad jeg gerne vil kommunikere i mit privatliv, når jeg vælger tøj.

Er det første gang, I arbejder sammen?

Thomas:
Ja, det er det! Det er meget sjovt at arbejde sammen med sit barn.

Edvin:
Ja, det synes jeg også. Vi har fået flere tilbud før om at deltage i det samme projekt, men har altid takket nej. Det gælder for begge mine forældre. Jeg tror, at hvis vi skal arbejde sammen, så skal det være karakterer og præmisser, som føles godt, og ikke kun for markedsføringens skyld. Med OJ har vi begge vores egen private relation, og derfor føltes projektet som en selvfølge.